Energisektorens beredskab

Samfundet er afhængig af en stabil og pålidelig energiforsyning. Energistyrelsen regulerer de love, som fastsætter rammerne for beredskabet i sektorerne: el, naturgas, bygas, olie og fjernvarme.

Samfundet er afhængig af en fungerende energisektor

Energiområdet er en del af den kritiske infrastruktur og har væsentlig betydning for de fleste øvrige samfundssektorer. En omfattende og længerevarende krise i f.eks. el- eller oliesektoren kan indebære en krisesituation for store dele af samfundet.

Både private og offentlige virksomheder er afhængige af energiforsyningen. Derfor er der også mange, der er afhængige af, at energisektorens beredskab fungerer. Samtidig skal beredskabsarbejdet inddrage mange forskellige organisationer, faggrupper, teknologier og hensyn for at kunne håndtere alle krisesituationer. Beredskab adskiller sig dermed fra forsyningssikkerhed ved ikke at være rettet mod normalsituationen. 

Mere om energisektorens beredskab

Danmark står i et forandret sikkerhedspolitisk landskab, og vores forsyningssikkerhed er under øget bevågenhed. Den danske energisektor står, som resten af det danske samfund, overfor stigende trusler fra cyberspace. Den seneste trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) fastslår, at truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet fortsat er MEGET HØJ, hvilket er det højeste trusselsniveau. 

Danmark er et foregangsland inden for forsyningssikkerhed og grøn energi og fungerer samtidig som et knudepunkt i det europæiske el- og naturgasnet. Dette kan gøre den danske energisektor interessant for fremmede stater. De danske energiselskaber kan være sårbare overfor cybertrusler og kan udgøre attraktive mål for ondsindede aktører, som ønsker at udnytte digitale sårbarheder. Det er afgørende, at der tages hånd om disse sårbarheder, der opstår og tydeliggøres i takt med digitaliseringen af energisektorerne og den grønne omstilling.  

DCIS Energi

Den decentrale cyber- og informationssikkerhedsenhed (DCIS) Energi har til formål at udarbejde og implementere den sektorspecifikke cyber- og informationssikkerhedsstrategi for energisektorerne. Enheden blev etableret i 2018 som en integreret del af Energistyrelsens eksisterende beredskab på baggrund af regeringens nationale arbejde med cyber- og informationssikkerhed (NCIS).
Ud over den sektorspecifikke strategi skal DCIS bl.a. bidrage med øget koordination på cyberområdet, vidensdeling, udarbejdelse af vejledninger, samt medvirke til beredskabsøvelser og trusselsvurderinger i energisektorerne. 

Ny strategi for cyber- og informationssikkerhed i el-, gas- og fjernvarmesektorerne 2022-2025

Energistyrelsen lancerede den 12. september 2022 en ny cyber- og informationssikkerhedsstrategi for el-, gas- og fjernvarmesektorerne.  Den nye strategi følger op på den foregående sektorstrategi og er en naturlig forlængelse af den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed, som regeringen lancerede i december 2021

Den sektorspecifikke strategi er udarbejdet i samarbejde med aktører fra danske energivirksomheder og andre interessenter og har til formål at højne cyber- og informationssikkerheden i energisektorerne. Strategien sætter fokus på at fortsætte det gode offentligt-private samarbejde om cyber- og informationssikkerhed samt at forberede virksomhederne på de krav, som de forventes af leve op til med implementeringen af NIS 2.0- og CER-direktiverne i dansk lovgivning. Strategien består af ti konkrete initiativer, der både øger det nuværende ambitionsniveau og sætter ind, hvor der fortsat er behov for en målrettet indsats for at forbedre cyber- og informationssikkerheden og dermed sikre energisektorernes modstandsdygtighed over for det aktuelle trusselsbillede. 

Ny strategi skal styrke cybersikkerheden i energisektoren

Kontakt

Beredskab